Kreativ direktør debuterer som børnebogsforfatter

 

Af Julie Kolbeck, Kforum/Bureaubiz - bragt 8. maj 2018 på Bureaubiz.dk

Jakob Staalby, selvstændig kreativ direktør og cykelsportsentusiast, springer ud som forfatter med en børnebog om cykelsportens historie. Bogen er blandt andet en opfordring til analog fordybelse mellem forældre og børn.

Jakob Staalby, selvstændig kreativ direktør hos Staalby Solo, debuterer som forfatter med børne- og ungdomsbogen ‘Piraten, Kannibalen og de andre landevejsrøvere’.

Bogen udkommer i juni og bygger på sande begivenheder fra cykelsportens historie.

”Men det er ikke traditionelle sportsreportager. Det er små noveller, der også handler om alt det, der foregår rundt omkring cykelløbene. Om landskaberne, historien, mytologien og ofte også om de personlige dramaer bag de store sejre og grumme nederlag,” siger Jakob Staalby, der tidligere har været kreativ direktør hos reklamebureauet Ogilvy.

Store ryttere som blandt andet Marco Pantani, Eddy Merckx, Alberto Contador, Fabian Cancellara og Bjarne Riis figurerer i cykelhistorierne.

Hvad fik dig til at spring ud i bogprojektet?

”Jeg tror, at de fleste tekstforfattere og sprogmennesker har lyst til at skrive en bog, så det er nok ikke så usædvanligt. Når man som jeg lever af at arbejde med ord og fortællinger, ligger man ofte inde med flere historier, ideer og projekter, som man har lyst til at få ud,” siger Jakob Staalby og fortsætter:

”Jeg er jo storyteller og elsker at fortælle gode og medrivende historier, så jeg har længe haft lyst til at gøre noget mere ved alle de gode cykelhistorier, jeg har plaget mine børn med.”

Hvorfor lige cykelsport?

”Da jeg var barn og var på campingferie i Frankrig med mine forældre, sad min far altid og oversatte Tour de France-reportagerne fra de lokale aviser. Da jeg blev ung, faldt jeg selv pladask for cyklingen, og selvom jeg aldrig har været noget videre talent på en stålhest, har jeg altid elsket at cykle,” siger Jakob Staalby.

Han fortsætter:

”Jeg har enorm lyst til at udbrede glæden og forståelsen for cykelsport. Selvom cykling får meget opmærksomhed i medierne, synes jeg slet ikke, at historierne bliver fortalt godt nok. Vi får ofte bare resultaterne at vide med et kort referat af, hvem der blev nummer 1, 2 og 3. Det er vildt kedeligt, for der er så meget mere skønhed og dybde i cykling. Fordybelsen har det generelt svært i disse SoMe-tider. Derfor håber jeg virkelig på, at børn og deres forældre med denne bog kan fordybe sig i nogle gode og medrivende historier – og få sig nogle gode snakke om deres bedrifter, om helte og skurke og dybest set om æstetik og etik – og en masse andre ting.”

Hvorfor skriver alle bureaufolk, der springer ud som forfatter, børne- og ungdomsbøger?

”Det ved jeg ikke. Gør de det? Morten Kirchoff fra Advance udgav en ret så usædvanlig fotobog. At jeg er sprunget ud som børnebogsforfatter, hænger nok sammen med den måde, jeg som tekstforfatter og reklamemand arbejder med sprog på. Det skal være kort, koncentreret, medrivende og så have musik og rytme. Sådan skal gode reklametekster være. Og sådan synes jeg også, at gode børnebøger er skrevet,” siger Jakob Staalby.

Han fortsætter:

”Det er faktisk ufatteligt svært at skrive for børn, for du skal hele tiden have deres fulde opmærksomhed. Hvis sproget bliver sjusket eller bare en anelse for besværligt, mister de øjeblikkeligt interessen. Derfor har det også taget mig overraskende lang tid at skrive de ni historier i bogen, for hver linje og hvert ord skal have en berettigelse.”

‘Piraten, Kannibalen og de andre landevejsrøvere’ udkommer 6. juni. Art director Ole Rydal står bag bogens illustrationer. Han har været kollega med Jacob Staalby hos Ogilvy. Læs uddrag her.

Oprindelig placering: https://bureaubiz.dk/kreativ-direktoer-debuterer-med-boernebog/

 

 


Skriv en kommentar

Please note, comments must be approved before they are published